Bilist lavede u-vending: 18-årig kvinde er i kritisk tilstand efter trafikulykke

Lyt til artiklen

En kvinde er kommet alvorligt til skade i et trafikuheld lørdag aften på Vesterbro i København.

Det oplyser Københavns Politi.

»Kvinden er bragt til traumecentret på Rigshospitalet med en alvorlig hovedskade«, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

Der er tale om en 18-årig kvinde med bopæl på Frederiksberg.

En 19-årig mand, som sad bag rattet i en af de to biler, som var involveret i sammenstødet, er anholdt.

Den kvæstede kvinde var passager i det andet køretøj.

Det er ifølge vagtchefen fortsat 'lidt mudret', hvad der er forårsagede uheldet, der skete på Ingerslevsgade nær Enghavevej kort før klokken 21.

»Vi afspærrede stedet i cirka halvanden time, fordi vi havde en bilinspektør derude. Tilsyneladende ramte bilerne ind i hinanden, efter at det ene køretøj havde foretaget en U-vending«, siger Michael Andersen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her