I kritisk tilstand: Mand falder ud af vindue i Horsens

Lyt til artiklen

En sammenkomst i en lejlighed i Horsens fik kort efter midnat natten til søndag en tragisk og brat ende, da en 26-årig mand faldt ud ad et vindue på 1. sal.

Ved faldet pådrog manden sig skader i hovedet, og han er i kritisk tilstand indlagt på sygehus i Aarhus.

Den 26-årige mand bor i lejligheden i Griffenfeldtsgade, hvor han og fire andre var sammen lørdag aften.

»Han står eller sidder i vindueskarmen og falder på en eller anden måde ud«, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Søndag ved middagstid er politiet stadig i gang med afhøringer og undersøgelser.

»Vi skal have klarlagt, hvad der er sket, og om der er tale om en ulykke eller et strafbart forhold, forklarer vagtchefen.

Ingen er søndag ved middagstid sigtet i forbindelse med sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her