En god dag for ...
Lystne lyttere. Markedet for lydbøger vokser voldsomt i Sverige, og nogle af de temaer, der fungerer bedst, er erotik og romantik. »Der er jo ingen, der ved, hvad man lytter til«, som forfatteren Susanne Ahlenius siger til SVT. Og folk, der sætter pris på en lummer eller sentimental fortælling i headsettet, mens de arbejder eller kører i tog, kan glæde sig til mere af samme skuffe. Ikke bare efterspørgslen, men også udbuddet af erotiske og romantiske lydbøger stiger nemlig, siger flere branchefolk. De fleste lyttere er kvinder – stadig flere mænd hører dog erotiske historier – og hos lydbogsappen Storytel, kulminerer interessen på valentinsdag og om sommeren.
En dårlig dag for ...
Vaccinenægtere. Sundhedsmyndighederne i USA har givet en opsang til forældre, der nægter at lade deres børn vaccinere mod mæslinger, enten af religiøse årsager eller på grund af myter om, at vaccinen er farlig. Baggrunden er et udbrud af mæslinger med mindst 35 smittede i delstaterne Oregon og Washington siden 1. januar. Alan Melnick, sundhedsdirektør i Clark County, siger til pressen, at vandrehistorier florerer på de sociale medier: »Det, der kan holde mig vågen om natten, er tanken om, at vi kan ende med at stå med et dødt barn, selv om det her er situation, der nemt kunne være undgået. Det florerer stadig derude, selv om det er modbevist, at mæslingevaccinen kan føre til autisme. Det er noget sludder«. Før den systematiske vaccinering begyndte, døde op mod 500 mennesker hvert år af den ekstremt smitsomme sygdom. I 2000 blev mæslinger erklæret for udryddet i USA, men i de senere år har der været adskillige udbrud.


























