Når nye tal viser, at der ikke bliver givet praktisk hjemmehjælp til 73.000 ældre – mennesker, som mister balancen, hvis de prøver at samle en tabt kop op, eller risikerer hoftebrud, hvis de går ned ad trapper, eller ikke magter at løfte en fuld tekande – er det endnu et tegn på, at »kommunerne styrer imod et sammenbrud af velfærdssamfundets grundideer«.
Det er den afdæmpede, men indtrængende analyse fra forskningschefen ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, Roger Buch, i forbindelse med at Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) offentliggør tal, som afslører, at andelen af svage ældre siden 2007, der modtager hjemmehjælp til rengøring og andre praktiske opgaver, næsten er halveret.




























