Anholdelse efter hasarderet kørsel med fodgænger som offer

Lyt til artiklen

Efter en bils voldsomme påkørsel af en fodgænger i det indre København har betjente anholdt en mistænkt i sagen, oplyser politiet søndag.

Den 22-årige mand præsenteres for en stribe sigtelser - blandt andet skal han på hensynsløs måde have udsat tilfældige for livsfare ved hasarderet kørsel ved Vor Frue Kirke natten til lørdag.

»Han har ikke ønsket at udtale sig til politiet«, siger politikommissær Søren Lauritsen inden et grundlovsforhør i Dommervagten søndag.

Der var to unge i bilen, men den 22-årige har ikke umiddelbart ønsket at sætte navn på makkeren.

»Den anden person er ikke identificeret«, siger politikommissæren.

Fodgænger er indlagt med svære skader - blev kørt ned af flugtbilist

Forløbet begyndte, da to gående betjente ville tale med bilens fører. Det ønskede han ikke. I stedet kørte bilen frem mod betjentene, som ifølge politikommissæren måtte flytte sig for at undgå at blive ramt.

Derfor sigtes den 22-årige også for forsøg på farlig vold mod politiet.

Den videre kørsel var hasarderet og farlig, mener politiet. Fodgængeren, der blev ramt i en fodgængerovergang, er indlagt på Rigshospitalet med svære skader. Det er en mand i 20'erne.

Efterforskningen fortsætter, og politikommissæren og hans folk skal blandt andet besvare et helt afgørende spørgsmål: Var det den 22-årige eller den anden, der sad ved rattet?

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her