Det var nødvendigt for politiet at opsøge DF-politikeren Jørn Dohrmann tre gange, før han til sidst udleverede det memory card, han havde tiltvunget sig fra en filmfotograf. Dohrmann brød ifølge Rigsadvokaten en paragraf, som normalt kædes sammen med dummebøder.

Fortrolige dokumenter: Frihedsstraf har været på tale i Dohrmann-sag

Foto: Jan Van De Vel
Foto: Jan Van De Vel
Lyt til artiklen

De danske myndigheder ønsker at tildele europaparlamentsmedlem Jørn Dohrmann (DF) en bødestraf for det sammenstød, han havde med en filmfotograf om morgenen 26. april 2017.

Ifølge senioranklager Gitte Dyhr Thomsen er 20.000 kroner et passende beløb, men hun anfører i et brev til Rigsadvokaten, at frihedsstraf er den sædvanlige sanktion i sager om brud på straffelovens paragraf 260, som Dohrmann ifølge rigsadvokat Jan Reckendorff er sigtet for at overtræde.

Det viser fortrolige dokumenter sendt mellem danske myndigheder i den knap to år lange verserende sag, som Politiken er i besiddelse af. Dokumenterne er samlet i en 20 sider lang sagsmappe, der er sendt til Europa-Parlamentets retsudvalg, der skal tage stilling til, om Dohrmanns retslige immunitet skal ophæves. Dokumenterne fremtræder i en engelsk version, og Rigsadvokaten har afvist at udlevere den danske udgave til Politiken.

Professor i strafferet på Københavns Universitet Trine Baumbach finder sagen opsigtsvækkende i betragtning af, at der er tale om et parlamentsmedlem.

»Det er meget sjældent, at vi ser sager af denne karakter mod politikere«, siger hun.

Hun understreger, at hun ikke dermed udtaler sig om, hvor vidt Dohrmann er skyldig i de påståede overtrædelser, men siger:

»En overtrædelse af straffelovens paragraf 260 om ulovlig tvang er en alvorlig sag, hvor der ofte bliver idømt i hvert fald en betinget frihedsstraf. De fleste sager om ulovlig tvang er sådan nogle sager om dummebøder i kriminelle miljøer. Hvis forholdet ikke er så groft, kan der dog idømmes en bøde«.

»Det er pinligt«: Sprogbrøler i EU-udvalg udskyder DF'ers mellemværende med dansk politi

Dohrmann har ifølge Rigsadvokaten brudt hele tre straffelovsparagraffer, men særligt paragraf 260 om ulovlig tvang er i den alvorlige ende. I brevvekslingen mellem de danske myndigheder henviser vicestatsadvokat Kirstine Troldborg således til, at ifølge en generel vejledning fra Rigsadvokaten »er straffen for en overtrædelse af §260 i Straffeloven normalt en fængselsstraf, og at det forhold, at hr. Dohrmann begik overtrædelsen imod en person, der arbejdede som journalist, er en skærpende omstændighed«.

Trusler om at smadre kamera

Når myndighederne alligevel er endt med at mene, at Dohrmann kan nøjes med en bøde, skyldes det ifølge de samme papirer, at der er tale om en mindre overtrædelse af straffelovens paragraf 260 »uden trusler om vold, og at hr. Dohrmann ikke søgte at berige sig økonomisk eller at skade Birger Lund eller andre«.

DF’er og fotograf er trætte af at vente på politiet

Den knap to år gamle sag opstod under optagelser til en dokumentarfilm om blandt andre Jørn Dohrmanns brug af EU-midler, såkaldte blyantspenge. Den morgen i april havde fotografen Birger Lund taget opstilling tæt på Dohrmanns landbrug for at at lave dækbilleder til filmen. Dohrmann kørte hen til fotografen og truede med at smadre kameraet, hvor efter fotografen slap det. Herefter fulgte et længere verbalt tovtrækkeri mellem Dohrmann og Lund om at få kamera og optagelser igen, hvor politiet var involveret.

Af en tre sider lang sagsfremstilling fremgår det, at politibetjente først efter at have opsøgt Dohrmann tre gange fik udleveret kameraets memory card. Ud over brud på paragraf 260 mener anklagemyndigheden, at Dohrmann brød straffelovsparagrafferne 291 (beskadigelse af kameraet) og 293 (uberettiget brug af kameraet og kortet).

Dohrmann har tidligere fastslået, at han ikke vil acceptere en bøde for bataljen. I papirerne mellem de danske myndigheder gættes der da derfor også på, at sagen ender i retten, og derfor skal Europa-Parlamentets retsudvalg på mandag behandle Rigsadvokatens anmodning om at ophæve Dohrmanns immunitet.

Professor i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard har læst dokumenterne og udlægger sagen således:

»Statsadvokaten har indstillet, at der nedlægges påstand om frihedsstraf, for så vidt angår punktet om ulovlig tvang; men rigsadvokaten vil nøjes med bødestraf for det hele. Da Nordisk Film kræver erstatning (for kameraet, red.), og Dohrmann ikke erkender sig skyldig, kan sagen imidlertid ikke afgøres med et bødeforelæg. Så det er nødvendigt at søge immuniteten ophævet«.

Og han tilføjer:

»Så på den ene side har rigsadvokaten fået sagen mod Dohrmann bragt ned i et mere afdæmpet leje; men på grund af parternes positioner har det alligevel været nødvendigt at gå den tunge vej til parlamentet«.

Intern tumult hos DF

Det står allerede nu klart, at Dohrmann ikke vil være at finde blandt de tre øverste på DF’s kandidatliste til det kommende valg, hvor Peter Kofod Poulsen er spidskandidat. Hverken Dohrmann eller partiet vil oplyse, om han vil figurere længere nede på listen.

Perioden, siden DF i 2014 sensationelt blev det største danske parti og fik valgt fire mandater, har været præget af intern tumult. Ét parlamentsmedlem, Rikke Karlsson, har forladt partiet. Morten Messerschmidt måtte vige gruppeformandsposten efter Meld og Feld-sagen. Han stiller i stedet op til Folketinget. Konsekvensen af Dohrmanns mellemværende med politiet blafrer indtil videre i vinden.

Ifølge folketingsgruppens formand Peter Skaarup, der normalt er kendt som retspolitisk hardliner, er det for tidligt at sige, om sagen får konsekvenser for Dohrmann.

»Sagen må gå sin gang, men oplysningen om den tredje kontakt med politiet er i hvert fald ny for os, og det vil vi gerne høre Jørn Dohrmanns version af også«, siger Peter Skaarup og siger om den snart overståede valgperiode i Europa-Parlamentet:

»Det har da været noget rod, det er der ingen tvivl om«.


Kristian Klarskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her