Alternativets sundhedsordfører, Pernille Schnoor, klager til Folketingets præsidium over aggressiv overfusning under frokosten. Blot en munter bemærkning, lyder det fra Lykketoft.

Lykketoft modtager klage for trusler


    Mogens Lykketoft får nu en klage på halsen, efter det, han selv betragter som en munter bemærkning til Alternativets Pernille Schnoor.
   Foto: Cicilie S. Andersen (arkiv)/POLFOTO
Mogens Lykketoft får nu en klage på halsen, efter det, han selv betragter som en munter bemærkning til Alternativets Pernille Schnoor. Foto: Cicilie S. Andersen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

For få år siden var det den socialdemokratiske nestor, Mogens Lykketoft, der som formand for Folketinget behandlede klager fra medlemmerne.

Nu må Lykketoft sande, at hans egen opførsel bliver genstand for an klage.

Alternativets sundhedsordfører, Pernille Schnoor, har nemlig klaget til Folketingets Præsidium, efter at hun torsdag ifølge sig selv blev udsat for en »overfusning« af Lykketoft i Folketingets restaurant, Brydesen.

Elbæk kan lægge Mette F i benlås under Kristian Jensens stuegang

»Jeg er faktisk lidt rystet. Er i dag blevet overfuset af @lykketoft i frokostpausen på Christiansborg. »Hvis I indgår den aftale, slår jeg jer ihjel«, sagde han til mig om forhandlingerne om sundhedsreformen, mens jeg sad alene og spiste frokost«, skriver Schnoor på Twitter og fortsætter:

»Samtidig ”lovede” han at vil gøre alt, hvad han kan for at udradere @alternativet_ til det kommende valg, hvis vi indgår en aftale med @regeringDK om en sundhedsreform. Helt uacceptabelt. Der er i den grad brug for bedre arbejdsmiljø i #dkpol«.

Schnoor fortæller til Politiken, at hun nu har klaget til præsidiet over Lykketoft. Ifølge hende råbte den tidligere folketingsformand ligefrem sit budskab til hende.

Munter bemærkning

Sagen om sundhedsreformen er et ømt punkt for Lykketofts parti for tiden, fordi Alternativet som det eneste parti i oppositionen ikke er afvisende over for regeringens planer om at nedlægge regionerne. Hvis det lykkes regeringen at få Alternativet med i en aftale om en sundhedsreform, kan en sådan derfor måske vise sig levedygtig efter et valg, selvom Socialdemokratiet skulle komme til magten.

Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lykketoft selv, men på Twitter skriver han:

»Det var da helt utrolig så alvorligt en munter bemærkning er blevet taget ned. Den eneste trussel mod Alternativet er vælgernes reaktion, hvis I holder Lars Løkkes sundhedsreform i live og lukker folkestyret i regionerne. Det vil gøre jer sårbare«.

Politiken har mødt Pernille Schnoor, der uddyber sceancen således:

»Han råbte, det var det, han gjorde«.

Hun fortsætter:

»Jeg sidder helt alene og spiser frokost. Vi er i gang med sundhedsforhandlinger. Derfor har jeg travlt. Jeg sidder i en bås og spiser. Så sætter Jens Ringberg fra DR sig i en anden bås. Så kommer Mogens Lykketoft gående ind og ser Jens Ringberg og spørger, om han må sidde der. Da Lykketoft går over til Jens Ringberg opdager han mig og spørger: ’Hvad har i gang i’. Så råber Lykketoft ’Jeg kan godt sige dig, at hvis I laver den aftale, så slår jeg Jer ihjel’. Det råber han fra sin plads over til mig. Så siger jeg ’Ehh, mener du det bogstaveligt?’. Så siger Lykketoft ’Jeg kan i hvert fald godt fortælle dig, at hvis I underskriver den aftale, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at udradere jer til næste valg’. Det råber han mod mig. Jeg sidder helt alene og spiser frokost og tænker, at jeg hellere må gå’. Jeg må indrømme, at jeg var rimelig meget i en osteklokke og tænkte ’what the fuck’. Og så siger Lykketoft, at regeringen bare laver et fup-regnskab, som om at vi bare er sådan nogen dumme nogen, der er klar til at købe alt muligt, hvor de har fuppet«.

Hvorfor har du klaget til Folketingets præsidie?

»Det er jo sådan noget rocker-agtigt sprog, og uanset om det er for sjov eller hvad, så er det stærkt intimiderende, hvis man sidder og spiser frokost alene. Det jeg har klaget over er, at man ikke kan deltage i en seriøs, ordentlig forhandling uden at blive angrebet med så voldsom en sprogbrug, mens man sidder alene«.

Hvordan oplevede du hans udmelding?

»Jeg oplevede ham som meget aggressiv. Han var meget tændt. Og selvfølgelig håber jeg, at det er dårlig humor, da han siger det der med at slå ihjel, men så fortsætter han med at sige det der med at udradere os«.

Men betragter du det her som en dødstrussel?

»Nej, det er en tidligere formand for Folketinget. Men han burde vide, hvordan man går forrest. Det ryster mig, at han ikke lige tæller til ti«, siger Pernille Schnoor.

DR’s Jens Ringberg ønsker ikke at be- eller afkræfte Schnoors beskrivelse, da han bettragter Christiansborg som et sted, hvor folk kan tale sammen uden at det nødvendigvis havner i medierne.

Anders Bæksgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her