Miljøstyrelsen anmelder sag om skuddræbt havørn til politiet

Foto: Per Rasmussen (arkiv)/POLFOTO
Foto: Per Rasmussen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

En havørn er fundet død ved et reservat ved Saksfjed-Hyllekrog på Lolland.

Miljøstyrelsen vurderer, at den er blevet skudt og har nu politianmeldt sagen.

Det oplyser Miljøstyrelsen på dens hjemmeside.

Havørnen er blevet undersøgt af DTU, og her er der påvist to hagl i fuglen.

»Det er overvejende sandsynligt, at fuglen er død som følge af skud«, skriver DTU ifølge Miljøstyrelsen.

Et webkamera har været opsat ved ørnereden, og det har gjort det muligt for interesserede at følge ørneparret.

»Det er forfærdeligt, at havørnen er fundet skudt«.

»Det er kun et par år siden, at en ynglende kongeørn blev fundet dræbt af skud, og det er ikke rart at vide, at der åbenbart er brodne kar blandt Danmarks jægere, og at vi inden for få år har fået skudt to ørne, som man ikke kan forveksle med nogen som helst jagtbar art.

Det siger Egon Østergaard, formand for DOF BirdLife Danmark, til Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) hjemmeside.

Den døde havørn blev fundet 15. februar cirka et par kilometer fra reden.

Få dage før fundet af den døde ørn, blev ørnen, der er en hun, set på reden sammen med hannen på webkameraet.

Her var parret i gang med at forberede sig på at yngle i år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her