Folketingets ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, der er sat i verden for at behandle borgernes klager over det offentlige, føler sig dårligt behandlet af Udlændingestyrelsen og Udlændingeministeriet med Inger Støjberg (V) i spidsen.
For nylig kunne Dagbladet Information løfte sløret for en hidtil ukendt mail i sagen om tvangsadskillelse af unge asylpar, der ifølge ombudsmanden var både ulovlig og særdeles kritisabel. Københavns Byret tilkendte forleden et ungt syrisk par en godtgørelse på 20.0000 kroner for at være blevet skilt ad med tvang gennem flere måneder i 2016.
Efter loven har ombudsmanden krav på alle relevante dokumenter for at kunne udfylde sin funktion som borgernes vagthund. På den baggrund finder Jørgen Steen Sørensen det »bekymrende«, at han ikke fik den omstridte mail fra Udlændingestyrelsen, da han oprindeligt gik ind i sagen efter en klage fra det syrisk asylpar.
I stedet blev dokumentet fundet ved en tilfældighed, da en af styrelsens medarbejdere ryddede op på sin computer i juni 2017, skriver ombudsmandens kontor i en udtalelse.
Jørgen Steen Sørensen anser det for »en klar fejlvurdering fra Udlændingestyrelsens side«, at mailen ikke blev udleveret til ombudsmanden, og han kritiserer samtidig Udlændingeministeriet for at være enig i styrelsens vurdering af forløbet.
Højt spil i ministeriet
Den omstridt e-mail fra 10. februar 2016 skrevet af Udlændingestyrelsens daværende direktør Henrik Grunnet ændrer dog ikke ved ombudsmandens tidligere konklusioner i sagen om de unge asylpar, der blev adskilt med tvang efter en undtagelsesfri instruks fra Inger Støjberg. Derfor vil ombudsmanden ikke foretage sig mere i sagen.
»Det skyldes bl.a., at der efter ombudsmandens opfattelse kan være flere mulige forståelser af e-mailen, og at Udlændinge- og Integrationsministeriet under ansvar efter ombudsmandsloven har fastholdt sin tidligere forklaring om det samlede sagsforløb«, står der i udtalelsen fra Jørgen Steen Sørensens kontor.
I sin redegørelse fra 2017 konstaterede ombudsmanden, at Støjbergs instruks »medførte en betydelig risiko for, at der blev truffet forkerte afgørelser i de konkrete sager om adskilt indkvartering«. Samtidig var ministeriet fremgangsmåde »meget risikabel i forhold til ministeriets grundlæggende pligt til sikring af lovlig administration på området«.
Den hidtil ukendte mail understøtter ifølge ombudsmanden konklusionen, for efter et møde i ministeriet skrev Udlændingestyrelsens daværende direktør Henrik Grunnet:
»Mødet jeg var til i ministeriet efterlod ingen tvivl om hendes (ministerens, red.) indstilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har et fælles barn«.
Derfor gentager ombudsmanden nu den skarpe kritik fra sin redegørelse fra 2017: At Inger Støjberg og ministeriet tvangsadskillelse var »særdeles kritisabel«.
Oppositionen har bebudet en undersøgelse af sagen, hvis regeringsmagten skifter efter næste valg.
Støjberg uenig med ombudsmand
I skriftlig kommentar fastholder Inger Støjberg, at direktørens mail efter ministeriets vurdering ikke var omfattet af ombudsmandens anmodning, da den »ikke indeholder retlige overvejelser«:
»Ombudsmanden anfører selv, at mailen kan læses på flere måder, men vi tager til efterretning, at han gerne ville have haft mailen og selv have haft lejlighed til at vurdere indholdet af den. Nu har ombudsmanden set mailen, og det fører ikke til, at han ændrer sin tidligere konklusion i sagen«, skriver udlændingeministeren.
Inger Støjberg tilføjer, at »på trods af de fodfejl, vi som myndighed har begået i denne sag, så er jeg fortsat meget tilfreds med, at jeg lagde kursen markant om, så vi sikrer, at helt unge piger ikke skal bo sammen med ældre mænd på danske asylcentre:
»Jeg vil fortsat gøre alt, hvad der står i min magt for at beskytte disse piger og dermed klart sige fra over for barnebrude«.
fortsæt med at læse




























