Toneangivende partier i Norge, Finland og Sverige begynder at kopiere centrale elementer i dansk udlændingepolitik.

Danmark bliver nævnt syv gange i valgoplæg: Nordiske partier vil kopiere dansk asylpolitik

En delegation fra Fremskrittspartiet i Norge besøgte i sidste uge Inger Støjberg for at lade sig inspirere af dansk udlændingepolitik. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
En delegation fra Fremskrittspartiet i Norge besøgte i sidste uge Inger Støjberg for at lade sig inspirere af dansk udlændingepolitik. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er ikke længere kun hygge, bacon og grøn energi, der gør Danmark interessant for udlandet. Dansk udlændingepolitik kopieres nu af flere toneangivende partier i Norden.

I både Norge, Finland og Sverige lader nuværende og tidligere regeringspartier sig inspirere af centrale elementer i Danmarks udlændingepolitik.

»Står det til os, så skal Finland på en række områder lade sig inspirere af den danske udlændingepolitik«, siger Ville Tavio, næstformand i partiet De Sande Finner, som sad i regering fra 2015-2017.

I et nyt valgoplæg henviser partiet syv gange til Danmark. Som eksempler, Finland bør kopiere, peger De Sande Finner på dansk stop for kvoteflygtninge samt den såkaldte asylbremse, der stopper asylbehandling ved grænsen i krisetid.

»Udlændinge, der har begået en alvorlig forbrydelse, skal aldrig kunne opnå statsborgerskab. Vildledning af myndighederne under asylproceduren skal resultere i sanktioner ligesom i Danmark«, skriver partiet, der også ønsker at kopiere danske regler om familiesammenføring og opholdstilladelser.

»Finland bør følge den danske model« skriver partiet. Partiet vil dermed forlænge opholdskravet til varig opholdstilladelse til otte år. Tilladelsen skal også afhænge af ansøgers indkomst, sprogkundskaber, retskaffenhed og meget andet.

Norske politikere besøgte Danmark i sidste uge

En delegation fra det norske regeringsparti Fremskrittspartiet var i sidste uge på inspirationstur i Danmark. Med Norges tidligere justits- og indvandringsminister Sylvi Listhaug i spidsen besøgte nordmændene bl.a. integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V). For Listhaug er den danske udlændingepolitik kilde til stor inspiration.

»Danmark er et af de lande, der har den strammeste udlændingepolitik, som samtidig giver gode resultater for Danmark«, siger Sylvi Listhaug. Hun indledte i sin ministertid arbejdet med at kopiere det danske indrejseforbud for såkaldte hadprædikanter til Norge.

Frem mod valget til det norske parlament, Stortinget, i 2021 skal det norske Fremskrittspartiet vedtage nyt partiprogram, og det skal gerne indeholde flere elementer fra Danmark. Sylvi Listhaug er særlig optaget af det danske paradigmeskifte, som blev aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti før jul, og som flytter fokus fra integration til hjemsendelse. På nordmændenes liste over positive danske tiltag er også et stop for at modtage kvoteflygtninge, regeringens ghettoplan og den lave danske integrationsydelse.

»I 2000 kom der faktisk flere til Danmark end Norge. Nu er det omvendt. Vi kan også se på prognoser, at Danmark i fremtiden står til at få meget mindre indvandring end Norge. Så der er jo noget, man gør rigtigt hernede«, siger Listhaug.

Sverige indfører love lig de danske

Sverige har længe ageret modpol til dansk udlændingepolitik. Men med aftalen for den nye svenske regering blev det vedtaget at lave blandt andet en sprogprøve og en prøve i samfundsforhold for at få statsborgerskab – som Danmark længe har haft. Dagens Nyheters kommentator Ewa Stenberg mener, at svensk kritik af dansk udlændingepolitik er stilnet af:

»En del politik, som længe har eksisteret i Danmark, er nu på vej til at blive indført her i Sverige«, forklarer Ewa Stenberg til Politiken.

Vänsterpartiet finder det beklageligt, at Sverige går i dansk retning. Den danske debat præges af »meget symbolpolitiske forslag og meget lidt af, hvad der fungerer«, siger udlændingeordfører Christina Höj Larsen.

Postdoc Kristian Kriegbaum Jensen, Aalborg Universitet, forsker i skandinavisk integrationspolitik. Han mener, at bred dansk konsensus om stram udlændingepolitik kan legitimere nordiske partiers ønske om danske tilstande:

»Det særlige er, at et populistisk højreparti som De Sande Finner kan tage til Danmark og finde inspiration hos de danske socialdemokrater. De behøver ikke kigge ud på højrefløjen mod Dansk Folkeparti for at søge inspiration til deres partiprogrammer«.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her