Det er ikke lykkedes anklagemyndigheden at overbevise Retten på Frederiksberg om, at 15 medlemmer af banden Loyal to Familia i to omgange har forsøgt at slå seks fjender fra den rivaliserende bande Brothas ihjel.
Et enigt nævningeting har torsdag middag besluttet at frifinde samtlige tiltalte for drabsforsøg sidst på eftermiddagen 23. oktober 2017, hvor maskerede og bevæbnede mænd dels stormede ind i Mjølnerparken i København for at få fat på medlemmer af Brothas, dels overfaldt en yngre mand på Tagensvej med tilknytning til rivalerne, som blev stukket ni gange i ryggen og slået i hovedet med en hammer kort efter angrebet i Mjølnerparken.




























