Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Mindst fire elever forsvundet under studietur på kort tid

Lyt til artiklen

Det er ikke første gang, at en elev fra en dansk uddannelsesinstitution forsvinder på en studietur i England.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis forsvandt tre elever fra Eritrea fra en anden uddannelsesinstitution på Sjælland tidligere denne måned på en studietur i London.

De tre elever var i alderen 19 til 20 år. Her viste det sig - ifølge avisens oplysninger - at forsvindingen var planlagt længere tid forinden.

Oplysningerne kommer, efter at en 17-årig fra 10. klasse på Ungdomsskolen i Helsingør med - ifølge avisens oplysninger - eritreansk baggrund forsvandt på en studietur i Manchester torsdag.

Det lokale politis efterforskning afslørede hurtigt, at der ikke var tegn på en forbrydelse.

Derimod pegede videoovervågningen på elevernes hostel på, at den 17-årige forlod stedet helt afslappet før morgenmaden. Iklædt løbetøj.

En undersøgelse af værelset viste, at den 17-årige havde forladt stedet med sin opholdstilladelse.

Ligeledes blev der fundet indpakningen til en ny billig Nokia-telefon. Med andre ord var der tale om en planlagt forsvinden.

Ifølge avisen er der et stort eritreansk miljø i England, hvilket lokker de eritreanske studerende fra Danmark.

Ifølge folk med kendskab til den primært kristne afrikanske flygtningegruppe, er der ikke tale om spekulation i en lettere vej til opholdstilladelse. For flugten kan tværtimod skade deres asylsag.

Derimod skulle der være rygter i miljøet om, at det skulle være nemmere at klare sig som eritreaner i England, og at man skulle kunne tjene gode penge, skriver avisen.

I alt var der syv lærere og 40 elever fra Ungdomsskolen i Helsingør i Manchester.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her