Vi er tilbage i 1991. Den midaldrende Elli H. Radinger, der var vokset op i en lille provinsby Wetzlar i det centrale Tyskland, burde vel egentlig være faldet til ro. Efter unge år med dagdrømme og skriverier under æbletræet altid i selskab med sin elskede schæferhund, drog hun først hjemmefra for at arbejde som stewardesse og se verden. Senere blev hun advokat, fik et godt job, og så burde den historie have været ude.
»Men strafbare forhold, huslejestridigheder og skilsmisser gik mig mere og mere på«, skriver hun i bogen ’Ulvens visdom’, der netop er udkommet på People’s Press. Og så besluttede den dengang 40-årige kvinde at sætte alt på et bræt for at dyrke sin lidenskab – ulve. I bogen fortæller hun således om mødet med den 50 kilo tunge Imbo med spidse hjørnetænder fra ’optagelsesprøven’ til det første elevjob på et anlæg i Indiana, hvor man forsker i ulvenes adfærd.
»Imbo (førerulven i Wolfpark ulveanlæg i Indiana i USA, red.) sænkede sine kraftige bagben en anelse og gjorde sig klar til spring. Da han kastede sig mod mig, og jeg stemte imod af alle kræfter, var der ikke længere nogen vej tilbage. Poterne, så store som håndflader, landede på mine skuldre, og hans imponerende hugtænder befandt sig bare nogle få centimeter fra mit ansigt. Verden gik i stå. Og så slikkede han mig flere gange i ansigtet med sin ru tunge. Jeg var hooked. Det ’kys’ var mit første møde med det ’drug’, som ulven skulle blive for mig«.
Siden da har hun i næsten 30 år arbejdet regelmæssigt med Yellowstone National Park i USA som adfærdsforsker blandt vilde ulve med zeisskikkerten om nakken. Hun har stiftet et selskab for beskyttelse af ulve, arrangeret ulverejser og skrevet en række bestsellere på en snes sprog om ulve og hunde, og hun er i dag den mest anerkendte ulveekspert i Tyskland.
Og hendes tilgang handler ikke snævert om ulvens røgt og pleje, men om hvad vi mennesker i vores overflod og stress har mistet på vejen. En slags naturromantisk civilisationskritik som kan minde om landsmanden og skovfogeden Peter Wohllebens bog ’Træernes hemmelige liv’.
Tålmodighed
»Udholdenhed og tålmodighed. Det er de to egenskaber hos ulve, jeg mest misunder dem«, fortæller Elli H. Radinger i bogen, der altid får det samme spørgsmål, når hun er rejseguide for ulveentusiaster. De vil vide, om der er noget vigtigt, de skal medbringe. Det vigtigste for et menneske, der vil betragte ulve, er: tålmodighed. Når der skal ventes bomstille i timer i 30 graders frost.
Ganske som det også for ulven er livsvigtigt at kunne holde hovedet koldt, når man skal beslutte, om man skal fortsætte jagten, gå til modangreb eller flygte.
»Succes og fiasko hører til ulveverdenens hverdag. Det er en vigtig evne for erfarne førerdyr at vide, hvornår man kan løbe en risiko, og hvornår det er bedre at forholde sig afventende«, forklarer Elli H. Radinger.
Hun genfortæller en situation, hvor ulveflokken fik jaget en hind ud i floden, hvorefter ulvene bare stille og roligt udmattede og trættede dyret ved at stå på begge sider af floden, indtil den seks timer senere var et let bytte. Omvendt har hun observeret en kronhjort, der blev mast op i en krog ved en klippekant, men hvor ulvene bakkede ud, fordi det ville have været for farligt at fortsætte jagten ud over kanten – ned i afgrunden.
Omdrejningspunktet for ulvenes liv er hierarkiet i flokken, der i virkeligheden er en familie. Førerhunnen og førerhannen er centrum, og rundt om dem har man så unger, onkler og tanter og enkelte tilløbne ulve, som først har skullet bevise, at de bestemt ikke var ude på noget med førerhunnen.
Kvinden bestemmer
Og ganske som i mange familier er det også førerhunnen, der sidder på flæsket, selv om parret arbejder sammen om projektet og har et samliv med kurmageri hele året, hvor der bliver nappet, slikket, bidt og lagt snude mod snude.
»Til syvende og sidst indrettes alt, hvad der er af betydning for familien, efter hendes behov. Det er hende, der ved hjælp af sin seksualitet binder en eller flere hanner til sig, så de jager for hendes og for ungernes skyld og beskytter dem mod fjender. Hun er familiens sande centrum«, skriver Elli H. Radinger, der forklarer, at gode førerulvehunner ofte får unger, der selv ender som førerulve, da intelligens og egenskaber nedarves.
Den tyske ulveforsker har faktisk ladet sig inspirere til at være mere hunulv i sit eget liv, når hun var rejseguide.
»Jeg havde det svært i begyndelsen med at tage ansvaret for rejsen og mine gæster og selvbevidst træffe beslutningerne. Jeg har lært af ulvene, hvordan man gør. Som ’førerhun’ bestemte jeg på grund af min autoritet og blev accepteret, fordi min flok vidste, at jeg ville dem det bedste«.
Elli H. Radinger mener, at kvinder, både blandt ulve og mennesker, er bedre i stand til at navigere i uvejsomt ’terræn’, både i virkeligheden og i overført forstand, og kan acceptere usikkerhed og angst, mens mænd – med og uden – pels har større behov for at kontrollere og erobre.
Dermed slår hun en stor pæl gennem ideen om den særlige alfahan, der styrer sin flok. Flokken styres af et harmonisk par, der giver plads til unger og gamle, og som formår at skære igennem, når det er nødvendigt. Og at byde op til leg når det er på sin plads.
Nyvalgt DN-præsident efter ulvedrab: »Debatten har været meget voldsom, så jeg havde frygtet det«Den store han i Druidflokken, som Radinger fulgte i lang tid, lader gerne de små unger og ungdyr vinde over sig. Han smider sig på ryggen og lader sig bide i pelsen, så de kan få fornemmelsen af at vinde.
»Evnen til at forgive noget, viser, at dyret forstår, hvordan dens adfærd bliver opfattet af andre. Det er et tegn på intelligens«, skriver hun og sammenfatter ulvenes ’småborgerlige’ familieværdier i:
1) Alles ve og vel. 2) Kommunikation og fælles ritualer og 3) en stærk ledelse, der også tør lade andre blande sig.
Ingen hyler mod månen
Inden for ulveflokkens interne kommunikation spiller tis en ikke uvæsentlig rolle. De to førerdyr strinter højt for at markere hele flokkens revir, mens resten af flokken tisser efter – dog altid respektfuldt siddende.
Ellers er der i flokken et sindrigt system af kropssprog og berøring, hvor alle finder deres plads i hierarkiet og byder ind på opgaver, der skal løses. Signaler om trussel, forsoning og øjenkontakt holder flokken i ligevægt.
Ulvene har et avanceret samarbejde med ravnene, der ligesom ulvene er højt intelligente dyr med et dårligt rygte. Ravnene tør ikke gå løs på et såret dyr, før de er sikre på, at det er stendødt. Ligesom de heller ikke har kræfter til at brække et stort dyr op.
Derfor hidkalder de ulvene, der gerne skal have 1,5-2 kilo kød om dagen, og så deles de ellers om ådslet.
Den vigtigste kommunkationsform er ulvens hylen. Som bruges til at afmærke reviret, til at flirte med andre ulve og til at lede efter forsvundne familiemedlemmer.
Hver ulveart har sin egen dialekt, og ulveforskerne kan bestemme 21 forskellige lyde, som dog ikke betyder noget entydigt, alt afhænger af kontekst. Det eneste helt faste ritual er, at ulvene altid samles og hyler i flok lige før en jagt.
Så når folk tror, at de mødes for at hyle mod fuldmånen – hvilket ulveforskeren afviser som almindelig adfærd – så er det fordi, de glæder sig over de gode lysforhold, som gør det muligt at nakke en hind.
Hele den sofistikerede måde at kommunikere på, imponerer Elli H. Radinger, der oplevede det cirka diametralt modsatte, da hun efter en lang dag med kikkerten for øjnene i Yellowstone gik på restaurant i Gardiner.
Vismændene farer vild i skoven»Men jeg ventede på min burger, iagttog jeg en familie, som sad ved bordet ved siden af. Det var far, mor og to børn. De havde alle sammen en iPhone i hånden, drengen havde to. Alle var så optaget af at pille ved mobilen og læse nyheder eller mails, at de dårligt nok ænsede den mad, der var blevet stillet foran dem«.
Plads til de gamle
Når en fritlevende ulv bliver 9-11 år, er den ved at være slidt op. Øjne og ører er ikke længere på toppen. Den døjer med varmen på sommerdage, og mange har mistet eller slidt deres tænder så meget på jagt, at de ikke rigtig er duelige. Og her opdagede Elli H. Radinger så, at ulveflokken har deres eget velfærdssystem.
Ingen ulv bliver udstødt, men man finder plads og respekt for de gamle.
Siden Elli H. Radinger er begyndt på sit store projekt, har de vilde ulve bredt sig i hele Europa, også her i Danmark. I Tyskland startede det omkring Murens fald i 1989, der også gav de firbenene friere løb, altså i de samme år, hvor hun rejste over Atlanten for at følge amerikanske ulve.
Til et belgisk talkshow ’Van Gils’ anslår hun, at der er 500 ulve i Tyskland og mange tusinde i Spanien, samt at det er en »vidunderlig berigelse«, at vi nu har dem ved vores bagdør. Men de dræber da lam, spørger intervieweren:
Politikens Poptillæg: Friluftsmanien har indtaget dit tv»Jo, de kan ikke gå i burgerbutikken, så de går efter det lette bytte, hvorfor vi må lære at hegne ind. Ulve er ikke interesserede i os. Jeg har gået rundt omkring dem på tre meters afstand. Jeg har aldrig oplevet noget. Vi skal bare lade dem være«.
I bogen skriver hun, at europæiske ulve kun har dræbt 9 mennesker inden for de sidste 50 år, så vi kan roligt slippe angsten og tage ved lære.
Nu er Elli H. Radinger tilbage i sin lille fødeby Wetzlar i det centrale Tyskland.
Dyrlæge: Ulven er død, efter at én kugle trængte gennem dens kropHvor hun igen sidder under sit æbletræ, nu med labradoren Shira, som hun fortæller til østrigske tv-kanal ’Wissen-ist-macht’, at hun behandler ligesom, hvis de to udgjorde en ulveflok sammen. Altså masser af kærlighed, opmærksomhed og med alvor, når det er nødvendigt.
Når intervieweren spørger, hvordan det gik med børnene og manden, som mange andre i hendes alder ellers kan omgive sig med, kigger hun fremfor sig og siger:
»Jeg traf et valg. Jeg har levet drømmen. Det har kropsligt været utrolig hårdt, men følelsesmæssigt meget rigt. Og jeg synes, at jeg spirituelt har fået meget ud af det. Prisen for at opnå frihed er altid bekvemmelighed«.
fortsæt med at læse
