Alle, der har forsøgt at få fat i en håndværker med kort varsel, kender problemet. Det er stort set umuligt, især i det storkøbenhavnske område. At det ikke er en enestående oplevelse, men udtryk for en generel mangel på arbejdskraft i byggesektoren, kan læses i de seneste tal for udviklingen på det danske arbejdsmarked fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star).
Hver tredje virksomhed i bygge og -anlægssektoren siger, at den forgæves har søgt at rekruttere medarbejdere. Kun landbrug og fiskeri har sværere ved at ansætte. For alle brancher er det lidt flere end hver femte, som forgæves har søgt nye medarbejdere. Det er logisk, for beskæftigelsen er rekordhøj og steg i januar med 8.000. Det danske arbejdsmarked er tæt på at være totalt støvsuget for ledige hænder, som kan og vil arbejde.




























