Liberal Alliance får ifølge meningsmålingerne svært ved at leve op til resultatet fra folketingsvalget i 2015, når det næste valg afholdes senest 17. juni.
Partiet står ifølge de vægtede gennemsnitstal fra Ritzau Index til knap fem procent af stemmerne mod 7,5 procent ved valget for fire år siden.
Også på medlemsfronten har regeringspartiet sagt farvel til mange. Alene inden for de seneste få år har LA mistet tæt på hvert andet medlem.
Mens partiet i 2016 havde 6600 medlemmer, var det i 2018 nede på omkring 3500 medlemmer.
Det kom frem lørdag under LA's landsmøde i København, da partiets regnskab blev fremlagt.
Sidste år havde Liberal Alliance, der blev stiftet i 2007 som Ny Alliance, omkring 4500 medlemmer.
Sådan ser Liberal Alliances medlemstal ud for de seneste ti år:
2018: 3500.
2017: 4500.
2016: 6600.
2015: 6000.
2014: 5500.
2013: 4953.
2012: 6735.
2011: 7714.
2010: 5111.
2009: 4373.
Kilder: Folketinget/Liberal Alliance
ritzau



























