Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er villig til at lytte til forslag om mindsteløn i Danmark.
Det skriver han i et opslag på Facebook, hvor han samtidig opfordrer danskerne til at give deres bud på, hvordan man undgår underbetalt arbejdskraft, mens man samtidig passer på det danske velfærdssamfund.
Læs om mindsteløn her:
Der er ikke fastsat en lovbestemt mindsteløn i Danmark i modsætning til de fleste andre lande.
For eksempel er det ifølge Folketingets EU-Oplysning kun seks ud af EU's 28 medlemslande, der ikke har fastsat minimumlønninger ved lov. Foruden Danmark er det Sverige, Finland, Østrig, Cypern og Italien.
Lønniveauet i Danmark bliver i stedet udelukkende fastlagt af arbejdsmarkedets parter - altså fag- og arbejdsgiverforeningerne - i overenskomster uden indgreb af den lovgivende magt. Det opfattes som en del af den danske model.
Sådan nogle overenskomster kan fastsætte en mindste lønsats, og den varierer alt efter om lønmodtageren er over eller under 18 år, samt lønmodtagerens kvalifikationer, præstationer og arbejdets sværhedsgrad.
Det betyder altså, at der ikke er én fast mindsteløn i Danmark, men mange forskellige alt efter fagområde.
Kilder: Danske A-kasser.
ritzau


























