Syv personer er bragt på hospitalet til observation efter en brand i en etageejendom i Upsalagade på Østerbro i København.
Det oplyser Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi tidligt mandag morgen.
De syv personer er bragt til observation for mindre skader, og branden er slukket, skriver politiet i et tweet.
Hovedstadens Beredskab modtog anmeldelsen om branden kort før klokken fire natten til mandag.
Da slukningskøretøjerne nåede frem, stod der flammer ud af vinduerne i den lejlighed, hvor branden menes at være opstået. Ved ankomst havde røg allerede spredt sig til hovedtrappen og andre lejligheder.
»Vi evakuerede derfor samtlige 24 lejligheder i opgangen«, siger Frederik Ryber, der er vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab.
ritzau




























