En sociolog skulle have fungeret som et ekspertvidne i den historiske opløsningssag mod banden Loyal To Familia, men af frygt for sin families sikkerhed ønsker han ikke at vidne.
Det er tirsdag kommet frem under et retsmøde i Københavns Byret.
Der er tale om sociologen Aydin Soei, som har skrevet bøger om bandemiljøet.
Med i retten viser anklager Lasse Biehl e-mails fra Soeis advokat og hans forlag, som begge beder om, at hans indkaldelse annulleres.
Gads Forlag skriver, at Soeis viden ikke kan erstattes 'hvis anklagemyndigheden reelt kommer til at stække hans muligheder for at ytre sig fremover ved at tvinge ham i vidneskranken'.
Gads Forlag har udgivet hans bog 'Omar - og de andre', som fortæller om Omar el-Hussein, der i februar 2015 dræbte to mænd ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København.
Bogen beskriver også nogle af de mest belastede områder i landet, heriblandt LTF-højborgen Nørrebro i København.
Foruden sociologens advokat og forlag har også Dansk Journalistforbund sendt et brev til anklagemyndigheden med ønske om, at vidneindkaldelsen droppes.
ritzau
fortsæt med at læse



























