Skole til omkomne børn briefer elever efter påskeferien


Der flages på halv stang på    Højvangskolen, hvor to af de dræbte børn gik.   Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Der flages på halv stang på Højvangskolen, hvor to af de dræbte børn gik. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Højvangskolen vest for Aarhus briefer tirsdag morgen ansatte, forældre og elever. Det sker, efter at to af skolens elever er omkommet i et angreb i Sri Lanka søndag.

Det oplyser Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef i Børn og Unge i Aarhus Kommune.

»Vi sørger for, at alle børn og også deres forældre har nogle at tale med, som kan sætte det, der er sket, i det rigtige perspektiv. Det gør man i de klasser, hvor børnene går.

»Så sørger vi for, at de medarbejdere, der er på skolen, har adgang til vejledning og rådgivning af folk, der har forstand på det. Det er blandt andet fra kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning«, siger han.

Ansatte og forældre er informeret

Søndag fandt en række bombeeksplosioner sted i Sri Lanka, og tre danske søskende var blandt de omkomne. To af børnene var elever på Højvangskolen i Stavtrup vest for Aarhus.

Mandag formiddag blev skolens ansatte informeret, og klokken 14 gik en besked ud til forældrene på skolen.

»Der er gået en besked ud om det, vi kan sige. Det her er et meget privat emne, skal man huske. Men det, vi kan sige, som vedrører skolen de kommende dage, er meldt ud«, siger Henrik Vinther Olesen.

Da det har været påskeferie, er tirsdag første dag efter ferien. Som udgangspunkt bliver der tale om en almindelig skoledag, hvor en stor del af tiden dog vil gå med at have fokus på, hvad der er sket.

Skolelederen på Højsvangskolen har ikke ønsket at udtale sig om sagen til Ritzau.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her