Kæreste frifindes for at have skyld i hestehandlers død

Lyt til artiklen

En 43-årig kvinde er mandag blevet frifundet for at have skyld i sin kærestes død.

Det oplyser hendes forsvarer, advokat Jesper Storm Thygesen.

Kvinden var tiltalt for legemsangreb under særligt skærpende omstændigheder.

Sagen udspringer af en episode i slutningen af december mellem jul og nytår 2017 på Hovedgaden i Skibby på Midtsjælland, hvor heste- og kreaturhandler Lars Chr. Frederiksen døde.

For tyndt bevismateriale

Ifølge anklageskriftet var de skader, han blev påført, i kombination med svære forkalkningsforandringer af kranspulsårerne og svære forkalkningsforandringer i legemspulsåren, årsag til, at han afgik ved døden.

Men Retten i Hillerød har ment, at bevismaterialet var for tyndt, og at det ikke kunne bevises, at kvinden havde påført ham skader. Derfor er kvinden blevet frifundet.

»Retten sagde, at de indicier, som anklagemyndigheden lagde frem, ikke var tilstrækkelige«, lyder det fra Jesper Storm Thygesen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her