Samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune er enige om, at de vil hæve normeringen i kommunens daginstitutioner, så de følger anbefalingerne om minimumsnormeringer fra pædagogernes fagforening, Bupl. Bupl anbefaler, at der som minimum er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.
Søndag kom de blå partier, der består af de konservative, Venstre og Liberal Alliance med deres samlede forslag. Dagen efter fulgte de røde partier trop. Enigheden glæder borgmester Simon Aggesen (K).



























