Mand erkender at have stukket kvinde med kniv i Esbjerg

Lyt til artiklen

En dommer i Esbjerg har onsdag besluttet at varetægtsfængsle en mand, der af politiet sigtes for at have tildelt en kvinde flere knivstik.

Overfaldet skete på Bøndergårdsvej tirsdag formiddag. Offeret, der er 36 år, blev stukket i brystkassen og i den ene arm.

Ved onsdagens retsmøde blev den anholdte jævnaldrende mand fængslet i fire uger, oplyser politiet.

I forbindelse med hændelsen afspærrede politiet et område og ledte efter spor, ligesom vidner og beboere blev afhørt, skriver det regionale medie jv.dk.

Kvinde er overfaldet med kniv i Esbjerg

Tirsdag oplyste politiet, at kvinden blev bragt til behandling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Hun var uden for livsfare.

Den fængslede er svensker, og han har i retsmødet erkendt at have udført det farlige overfald, skriver jv.dk.

Blot to minutter efter episoden blev manden anholdt. Politiets sigtelse drejer sig om forsøg på manddrab eller farlig vold.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her