Først på eftermiddagen opstod der uro i forbindelse med en 1. maj-demonstration på Israels Plads nær Nørreport Station i København.
Det oplyser Københavns Politi, der ved 16.30-tiden melder om i alt otte anholdte.
På Israels Plads demonstrerede Antifascistisk Aktion, mens Liberal Alliances Ungdom og Venstres Ungdom havde arrangeret en moddemonstration
På et tidspunkt udviklede det sig til uroligheder. Det var tilsyneladende ikke mellem demonstranterne, men ifølge Ekstra Bladet fordi der i megafon blev talt om civilklædte betjente blandt de antifascistiske demonstranter.
Gemytterne kom så meget i kog, at betjente så sig nødsaget til at trække stavene.
Politiet spærrede for trafik på såvel Dronning Louises Bro som Søtorvet. På Twitter lød meldingen fra Københavns Politi, at 'Politiet er massivt til stede'.
To personer blev anholdt på Israels Plads, oplyste politiets kommunikationsafdeling ved 13.20-tiden.
Der er faldet ro på gemytterne
Sidst på eftermiddagen oplyser Københavns Politis kommunikationsafdeling, at demonstranterne er taget til Fælledparken, og at der er faldet ro på gemytterne.
Foruden de to, der blev anholdt på Israels Plads, er seks personer anholdt.
»Ikke alle er anholdt ved Israels Plads - nogle af anholdelserne er sket andre steder i byen, lyder det fra kommunikationsafdelingen.
Kort før klokken 17 oplyser politiet på Twitter, at fem personer er anholdt for vold mod politiet.
Derudover er en person anholdt for overtrædelse af maskeringsforbuddet, en for fyrværkeri og en for overtrædelse af politiloven. En af de anholdte er desuden sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
ritzau
fortsæt med at læse


























