Miss Danmark 2018 er blevet frataget sin titel

Lyt til artiklen

Tara Jensen repræsenterede i december Danmark i Miss World-finalen 2018. Nu er hun blevet frataget sin titel som Miss Danmark 2018.

Det skriver organisationen Miss Denmark i en pressemeddelelse.

Organisationen begrunder beslutningen med, at Tara Jensen har brudt tillidsforholdet og sine forpligtelser i forbindelse med titlen.

»Eftersom Tara Jensen har opført sig fuldstændigt i strid med de vilkår der gælder for Miss Danmark og Miss World, og dermed brudt såvel tillidsforhold som de forpligtelser hun i et sådant forløb skal overholde, har det desværre været nødvendigt at henvende sig til virksomhedens advokat og bede om at stævne Tara Jensen, med påstand om misligholdelse og groft krænkende handlinger imod konceptet samt misbrug af titel, lyder det i pressemeddelelsen.

Tara Jensen blev oprindeligt nummer to ved Miss Danmark-konkurrencen. Men da den oprindelige vinder Louise Henriksen frasagde sig titlen, afløste Tara Jensen hende.

Derfor repræsenterede hun Danmark ved Miss World-finalen i Kina i december.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her