En S-regering vil tage imod behandlingskrævende kvoteflygtninge i 2019. Også Lars Løkke Rasmussen åbner for at tage kvoteflygtninge igen, mens DF stritter imod.

S vil tage imod de svageste kvoteflygtninge i år

Foto: Luisa Gonzalez/Ritzau Scanpix
Foto: Luisa Gonzalez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hvis Socialdemokratiet overtager regeringsmagten efter valget, skal Danmark allerede i år modtage en lille gruppe af særligt svage kvoteflygtninge. Det fastslår udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).

»Det mener vi godt, at vi kan starte op med i år. Vi har hele tiden sagt, at dem, der er behandlingskrævende, har vi en helt særlig forpligtelse til at tage imod«, siger han.

Han henviser til en særlig gruppe af FN’s kvoteflygtninge, den såkaldte twenty or more-gruppe, som Socialdemokratiet også sidste år opfordrede regeringen til at lukke op for. Gruppen inkluderer eksempelvis mennesker med handikap og har traditionelt omfattet omkring 30 flygtninge om året.

Danmark har ikke modtaget kvoteflygtninge siden 2016, hvorefter beslutningen blev overdraget til den til enhver tid siddende minister, der år for år skal afgøre, hvorvidt der skal kvoteflygtninge til landet eller ej. Til stor beklagelse fra FN og flere ngo’er. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har endnu ikke besluttet, om Danmark vil tage imod kvoteflygtninge i 2019, og det gælder også den svageste gruppe, oplyser hun.

De seneste dage har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog åbnet for, at det snart kan blive aktuelt igen.

Danmark går enegang i Norden ved at sende kvoteflygtninge hjem

»Om det er i 2019 eller 2020, det ved jeg ikke. Men det er meget nært forestående«, siger han og begrunder det med de lave asyltal.

Når det sker, skal vi tænke over, hvem vi tager, opfordrer Lars Løkke:

»For der er kristne mennesker rundt om i hele verden, som også sidder i lejre og har et usselt liv. Og måske var det klogt, at vi i højere grad fokuserede på – når vi nu har besluttet, hvor mange vi kan tage ind som kvoteflygtninge – at vi så inviterer nogle ind, som har den bedst tænkelige prognose for at falde godt til i vores land«.

Museskridt

Ud over den særlige gruppe vil Socialdemokratiet formentlig også snart åbne for flere kvoteflygtninge generelt, siger Tesfaye, der ser for sig, at vi kan tage i omegnen af 500 flygtninge om året, som det tidligere har været tilfældet.

»Jeg tør ikke sige, om det allerede kan være i år, men der er ingen tvivl om, at Danmark skal begynde at tage kvoteflygtninge igen«, siger han.

Socialdemokratiets invitation til de behandlingskrævende kvoteflygtninge er kun et minimalt skridt på vejen, siger den radikale integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen.

»Det er lidt trist, at der skal en valgkamp til, før man nærmer sig den mest grundlæggende anstændighed, men vi tager alt med«, siger hun.

Også Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, kalder Socialdemokratiets åbning for »museskridt«.

»Det er godt nok i den rigtige retning, men slet ikke nok i forhold til de ambitioner, vi har«, siger han, der gerne så, at Danmark modtager 2.000 kvoteflygtninge om året.

I Dansk Folkeparti er udlændingeordfører Martin Henriksen ikke tilfreds med hverken Socialdemokratiet eller Venstre.

»Jeg kan ikke rigtig høre forskel på Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiet på det her område. Problemerne i Danmark er alt for voldsomme til at starte den her diskussion, så jeg må klart tage afstand fra de tendenser, som vi ser«, siger han.

Morten Skærbæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her