Tre tilfældige er de seneste dage blevet udsat for røveri på gaden i det indre Aarhus, og politiet beder lørdag om hjælp til at identificere gerningsmanden.
Det seneste røveri foregik lørdag lidt før klokken otte på Frederiks Allé. Ud for nummer 93 blev en kvinde på 28 år truet med kniv til at hæve penge i en automat.
Præcis samme sted gik det cirka seks timer tidligere ud over en mand. Han fik cirka klokken 02.15 sat en kniv for halsen og blev ligeledes presset til at hæve kontanter.
Natten til fredag var der endnu et røveri i området. En 31-årig mand blev truet med kniv, da han var gået ind i sin opgang på Frederiks Allé. Også han skulle hæve penge, ligesom han mistede sin mobiltelefon og diverse id-kort. Dette røveri skete cirka klokken 02.45, oplyser politiet.
Røveren er en mand, som Østjyllands Politi beskriver som dansk og cirka 30 år. Han har kort mørkt hår og er mellem 170 og 180 centimeter høj. Ved et af røverierne var han blandt andet iført en grå trøje med sorte striber og en lynlås.
Lørdag ved middagstid har politiet fået enkelte henvendelser fra borgere, fortæller vagtchefen. Han håber på yderligere hjælp til opklaringen.
»Ingen er endnu blevet anholdt«, siger han.
ritzau



























