Mand stukket i brystet under karneval i Aalborg

Lyt til artiklen

En 28-årig mand er lørdag blevet stukket med en genstand af en anden ung mand under årets karneval i Aalborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 16.43. Det skete uden for indgangen til Kildeparken i Aalborg.

Manden, der er blevet stukket, er bragt til hospitalet. Han er blevet stukket i brystet og i højre side af ansigtet og er uden for livsfare, meddeler politiet.

Lørdag aften fortæller Poul Severinsen, at manden formentlig blev stukket med en knust glasflaske.

Den 22-årige mand, som menes at stå bag knivstikkeriet, er blevet anholdt, oplyser politiet.

De to kendte ikke hinanden, fortæller Poul Severinsen, der yderligere fortæller, at politiet har en formodning om et motiv.

»Vi har en indikation af det, men det er ikke noget, som vi vil ud med lige nu«, siger han.

I løbet af søndagen vil den 22-årige mand blive stillet for en dommer med henblik på, at han kan blive varetægtsfængslet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her