Et lille fly med to personer er fredag eftermiddag styrtet ned på Bornholm.
Mikael Schollert, der er kommunikationsansvarlig hos Bornholms Politi, fortæller, at der var en mand og en kvinde i flyet.
»Den ene af dem talte med patruljen, efter at de var reddet ud, og de var begge ved bevidsthed. Men jeg kender ikke noget nærmere til deres tilstand, siger han.
De er begge bragt til Bornholms Hospital.
Styrtet skete 400-500 meter sydøst for lufthavnen, hvor der er et cirka 30 meter bredt skovbælte mellem Søndre Landevej og havet.
»Flyet rammer nogle træer og styrter ned. Det er nu op til havarikommissionen at undersøge, hvad der gik galt, siger Mikael Schollert.
Han ved ikke, om flyet netop var lettet, eller om det skulle lande i lufthavnen.
Ifølge TV2 Bornholm er luftrummet over Bornholms Lufthavn midlertidigt lukket ned på grund af ulykken.
Kort før klokken 17.30 oplyser lufthavnschef Christina Didriksen til Ritzau, at lufthavnen er åbnet igen.
ritzau




























