Skattechef hentede udenlandske repræsentanter for en af udbytteskandalens største aktører på hotellet og gav dem en rundtur i København, viser retsdokumenter. En stærkt betænkelig værtsrolle, mener to eksperter.

Skats udbyttechef tog på sightseeing med sagsøgte i kæmpe svindelsag

Lisbeth Rømer under afhøringen i skattekommissionen 4. juni. 
 
   Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lisbeth Rømer under afhøringen i skattekommissionen 4. juni. Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen


Chefen for det kontor hos Skat, som refunderede udbytteskat for milliarder af kroner til udlændinge, der i dag mistænkes for omfattende svindel, mødtes personligt med en af sagens helt store aktører.

Det skete ifølge retsdokumenter på et tidspunkt, hvor sagen for alvor begyndte at tage fart, og under omstændigheder, som eksperter finder stærkt betænkelige.

Lisbeth Rømer var afdelingsleder og chef for udbytteskattekontoret hos Skat, da hun 6. september 2012 tog imod to ledende medarbejdere fra det amerikanske firma Acupay, som var rejst fra London til København for at blive vejledt om, hvordan de skulle søge om at få udbytteskat retur på vegne af udenlandske ejere af danske aktier.

I de efterfølgende tre år stod Acupay for 3,6 milliarder kroner af de i alt 12,7 milliarder kroner, som udbyttesagen har kostet den danske statskasse. Acupay er blandt de mere end 70 sagsøgte i den store retssag i London, hvor Skattestyrelsen har stævnet de formodede svindlere og deres hjælpere.

12 minutter før Skat stoppede hullet, røg der 105 millioner af sted til svindlerne

Men den septemberdag i København fik to medarbejdere fra Acupay en meget venlig behandling af afdelingsleder Lisbeth Rømer.

Skats udbyttechef hentede dem personligt på deres hotel og kørte de to udlændinge rundt på en sightseeingtur til seværdigheder i København, før bilen stoppede ved Skats kontorer i Høje-Taastrup. Her mødtes de to udsendte fra det amerikanske firma foruden Lisbeth Rømer med hendes souschef, Laurits Cramer, og Sven Nielsen, som var den, der i praksis godkendte ansøgninger om refusion af udbytteskat.

Lisbeth Rømer stod desuden gennem mere end et år efter mødet i forbindelse med gæsterne fra Acupay via e-mails.

Chef: Man kan godt være venlig

Forløbet fremgår af dokumenter, som Acupay har fremlagt for retten i London, og som Politiken og TV 2 er i besiddelse af. Lisbeth Rømer, der i dag er pensioneret, bekræfter forløbet, men ser ikke noget problem i, at hun agerede både chauffør og rundviser.

»Ved du hvad, hvis der kommer nogen, der beder om at få et møde med os, og de bor i København, og jeg så – fordi jeg selv bor i København – venligt samler dem op på deres hotel og så lige kører dem en lille rundtur, det kan man godt«, siger hun.

Politiken har forelagt sagen for to eksperter, som begge slår fast, at Lisbeth Rømers håndtering af besøget ligger langt ved siden af, hvordan en offentlig myndighed bør opføre sig.

»Det lyder højst usædvanligt. Der er en vejledningspligt, men dette går langt ud over vejledningspligten, det er at rulle den røde løber ud. Det nærmer sig vip-vejledning, at hun tager imod dem som gæster«, siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

»Det efterlader et indtryk af, at hun har været for imødekommende over for de to mennesker og denne virksomhed. Jeg har ikke hørt om vejledning, der går så langt, som Skat gør her. Det er et forløb, der er egnet til at gøre Skat inhabil«, siger han.

Habilitetsreglerne skal sikre, at en offentlig myndighed ikke alene er upartisk, men også for omverdenen fremstår upartisk, når den træffer afgørelser. Med sin modtagelse af repræsentanterne fra Acupay anbragte Lisbeth Rømer sig på den forkerte side af den streg, mener også Sten Bønsing, professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet:

»Der er så mange andre omstændigheder omkring forløbet – det foregår jo op til en konkret sagsbehandling – og derfor er jeg ikke så meget i tvivl om, at det ville begrunde inhabilitet«.

Lisbeth Rømer afviser, at hun i sin optræden har bragt Skat på kant med sine forpligtelser som myndighed:

»De skulle ikke opnå noget som helst. De ville tværtimod gøre det, så det blev rigtigt, og derved lettest for os alle sammen«.

Skattemedarbejder skal seks år i fængsel for at sende 37 millioner til gammel ven

Jørn Rise er formand for Dansk Told & Skatteforbund og har kendt Skattestyrelsen indefra gennem mange år.

»Jeg har aldrig før hørt om, at man gør sådan«, lyder hans reaktion på Lisbeth Rømers modtagelse af de udenlandske gæster.

Ansøgninger væltede ind

Omtrent samtidig med mødet i København i september 2012 begyndte de ansøgninger om at få udbytteskat refunderet, som Skattestyrelsen og bagmandspolitiet i dag anser for at være et svindelnummer, at strømme ind til Skat i Høje-Taastrup.

Svindelnummeret var baseret på falske dokumenter om aktiehandler, som aldrig havde fundet sted. Langt de fleste af ansøgningerne kom fra amerikanske Acupay og en håndfuld lignende firmaer, der er specialister i at håndtere internationale skatteforhold for klienter.

Skats undersøgere holdt ferie, mens svindlere lænsede statskassen

Da Lisbeth Rømer i sidste uge – 4. juni – blev afhørt i skattekommissionen, som undersøger udbyttesagen, afviste hun et nærmere kendskab til de firmaer, som søgte refusion af udbytteskat for milliarder af kroner på vegne af amerikanske pensionsopsparere. Under den første afhøring kom hun ikke selv ind på, og blev heller ikke spurgt om, forbindelsen til Acupay.

Tirsdag fortsætter afhøringen af Lisbeth Rømer i skattekommissionen om hendes rolle i den formodede svindel med udbytteskat. Skattekommissionens formand, Michael Ellehauge, ønskede mandag ikke at udtale sig om, hvorvidt kommissionen vil afhøre den pensionerede skattechef om de nye oplysninger.

Skattestyrelsen afviser at kommentere oplysningerne med henvisning til både tavshedspligten og hensynet til skattekommissionens undersøgelse.

Politiken har stillet Acupay en række spørgsmål om forløbet, men ikke modtaget svar.


John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her