To mænd er fredag blevet anholdt for to drab begået i Ruds Vedby og Vemmelev på Sjælland.
Det oplyser Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
I Ruds Vedby blev den 68-årige møntsamler Kiehn Andersen dræbt den 21. april. Der blev sat ild til hans hus, mens liget af ham først senere blev fundet i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse.
Og i Vemmelev blev en 80-årig mand søndag fundet dræbt i sin landejendom, som forinden var brudt i brand.
Efterforskningen af drabet på de to ofre blev tidligere på ugen slået sammen af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Desuden valgte politikredsen at indgå i et samarbejde om efterforskning med Midt- og Vestsjællands Politi.
Netop i Midt- og Vestsjællands politikreds er der også i år begået et drab på en mand, som blev fundet død i et udbrændt hus.
Udsat for grov vold
Den dræbte - en 65-årig mand - blev fundet død i Grevinge i Odsherred den 14. februar. Han var blandt andet blevet udsat for grov vold.
I den seneste af de tre sager - drabssagen fra Vemmelev - rykkede efterforskere ud til offerets adresse, allerede mens brandfolk kæmpede med at få bugt med flammerne i huset.
Det er usædvanligt, at efterforskere bliver kaldt ud til en brand så tidligt i forløbet. Men politiet var i tvivl om, hvorvidt der var foregået noget kriminelt.
I kølvandet på branden og drabet i Vemmelev er politiet kommet frem til, at sagen har flere ting til fælles med sagerne fra både Ruds Vedby og Grevinge.
I de tre sager er ofrene alle pensionerede og enlige mænd, der boede på landejendomme ud til landeveje.
På et enkelt døgn - fra tirsdag til onsdag - modtog den efterforskningsgruppe, der undersøger sagerne, hele 40 henvendelser fra borgere. De fleste henvendelser kom fra personer, der havde været i nærheden af eller var kørt forbi offerets adresse i Vemmelev.
Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tidligere forklaret, at drabssagerne er blevet lagt sammen, fordi der i de tre sager er brugt samme fremgangsmåde.
Her henviste han til, at ofrene er blevet slået ihjel, hvorefter der er blevet sat ild til deres hjem.
ritzau




























