Motorvej er genåbnet efter ulykke syd for Skanderborg

Artiklen er opdateret mandag 24. juni kl. 12.57.

På grund af en større trafikulykke blev Østjyske Motorvej E45 mandag morgen spærret i begge retninger mellem afkørsel 53 Skanderborg Syd og afkørsel 54 Ejer Bavnehøj.

Kort efter middag oplyser Vejdirektoratet på Twitter, at strækningen igen er farbar i alle spor.

Fire eller fem køretøjer var involveret i ulykken, har Sydøstjyllands Politi oplyst.

»Det er en lastbil, der er kørt op i en langsomt kørende kø«.

» Der er tre tilskadekomne, men ingen er i kritisk tilstand«, sagde vagtchef Jeppe Thranum fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Ulykken skete i nordgående retning. Ved sammenstødet ramte lastbilen autoværnet, der adskiller den nord- og sydgående trafik.

Autoværnet blev i den forbindelse skubbet over i sydgående retning, hvorfor trafikken blev spærret i begge retninger.

De tre kvæstede personer er blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her