En voldsom skudveksling mellem to grupper på åben gade har nu kostet fem mænd lange fængselsstraffe.

Fem mænd dømt for drabsforsøg efter voldsom skudveksling

Lyt til artiklen

Fem mænd i alderen 19 til 26 år er torsdag ved Retten i Glostrup blevet dømt for en voldsom skudveksling i Ishøj sidste år.

Fire af mændene blev idømt 11 års fængsel, mens den sidste, der manglede at afsone et års fængsel fra en tidligere dom, blev idømt 12 års fængsel.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Der var tale om to rivaliseringer grupper i det kriminelle miljø. To tilhørte den ene gruppe, mens de tre andre hørte til den anden gruppe.

Retten i Glostrup skriver på sin hjemmeside, at tre biler var involveret i skudepisoden den 22. maj sidste år på Vejlebrovej i Ishøj.

I den ene bil, en stjålen Toyota, sad tre delvist maskerede mænd, som kørre rundt for at finde to andre mænd. På Vejlebrovej fik de tre øje på en Mercedes. De vendte rundt og kørte efter den.

Kort efter bragede skuddene løs mellem de to grupper. Mindst 10 skud blev affyret, og bagefter talte politiets teknikere syv skudhuller i Mercedesen. Flere af dem blev dog affyret inde fra bilen mod Toyotaen, der holdt bagved.

Trods den heftige skudveksling blev ingen ramt.

I retten erkendte alle fem mænd, at der var blevet skudt, men de pegede på de andre som gerningsmænd.

Retten dømte dog dem alle for drabsforsøg mod hinanden på et offentligt område og for ulovlig besiddelse af ladte skydevåben.

»Skudveksling på et offentligt område er en meget alvorlig forbrydelse, der kan gå ud over uskyldige, og det bærer straffenes længde præg af, udtaler specialanklager Morten Frederiksen i pressemeddelelsen fra Københavns Vestegns Politi.

Foruden fængselsdommen blev to af mændende, som er hhv. pakistansk og tyrkisk statsborger udvist for bestandigt.

Alle fem har under sagen nægtet sig skyldige, og de ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her