Alle S-togslinjer er berørt af problemer.

S-togene er ramt af kaos efter arbejdsnedlæggelse

S-togene holder stille på grund af en en arbejdsnedlæggelse. Her en øde Flintholm Station.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
S-togene holder stille på grund af en en arbejdsnedlæggelse. Her en øde Flintholm Station. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

S-togene holder stille i København.

Alle linjer er berørt af problemerne.

Det er på grund af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

»Jeg kan bekræfte, at der er en arbejdsnedlæggelse, og jeg opfordrer folk til at holde øje med rejseplanen og trafikinformation«, siger Niels-Otto Fisker, kommunikationschef i DSB.

DSB oplyser yderligere, at der ikke vil blive indsat togbusser, og derfor er det ikke muligt at oplyse, hvornår den offentlige transport i hovedstadsområdet igen vil glide. Pressevagten i DSB siger til Ritzau, at omfanget er for stort til, at det kan lade sig gøre at indsætte togbusser på alle strækninger.

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer lokomotivførerne, bekræfter, at der er tale om en overenskomststridig strejke.

»Vi undersøger baggrunden for arbejdsnedlæggelsen, og vi opfordrer vores medlemmer til straks at normalisere arbejdet«, siger Henrik Horup, der er formand for Dansk Jernbaneforbund.

Det er ikke mere end en måned siden, at DSB og Dansk Jernbaneforbund nåede til enighed om en række lokalaftaler, der afsluttede en længerevarende strid mellem parterne. Striden udløste en lang række strejker til stor gene for passagererne, og i slutningen af maj glædede både DSB’s administrerende direktør Flemming Jensen og forbundsformand Henrik Horup sig over aftalen, men nu er der uenigheder igen.

Det er på nuværende tidspunkt ikke helt klart, hvorfor medarbejderne har nedlagt arbejdet, men på facebooksiden ’ Nej til 42 timer - VORES OK20’ er der tidligere i dag lavet et opslag, hvor it-afdelingen i DSB kaldes inkompetent. Der står blandt andet, at medarbejderne ikke har fået udbetalt nogen former for tillæg og at de ikke kan søge ferie eller tjekke, om deres vagter stemmer overens med deres normale arbejdstid.

Ekstra Bladet har talt med en lokofører, som bekræfter, at arbejdsnedlæggelsen og det faglige møde skyldes, at lokoførerne ikke har fået hele deres løn.

»Vi har fået at vide, at de ikke kan udbetale vores særlige ydelser før næste uge. For mit vedkommende er det op til 20 procent af min løn, jeg ikke kan få udbetalt«, siger Thomas Boldt til avisen.

»Der er åbenbart kludder i deres it-systemer«, fortæller han videre.

Det faglige møde holdes ifølge lokoføreren frem til klokken 11. Efterfølgende vurderer de, om arbejdet genoptages, fortæller han til Ekstra Bladet.

Efter lang strid: DSB og personale laver nye lokalaftaler

Efter klokken 12.00 er togene lige så stille begyndt at køre igen.


© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her