En kvinde sidst i 40'erne er søndag morgen blevet stukket med kniv i Vanløse i København, oplyser politiet.
Hendes tilstand er stabil, lyder det ved 10-tiden fra vagtchef Jesper Frandsen i Københavns Politi.
Politiet fik meldingen fra en ambulance, som var blevet kaldt ud til Sallingvej. Om kvinden blev stukket ned i det fri, eller om det skete inden døre, forsøger efterforskerne at klarlægge.
En mand, der er nogenlunde jævnaldrende med kvinden, er blevet anholdt i en lejlighed. Umiddelbart har han ikke ønsket at besvare politiets spørgsmål, oplyser vagtchef Jesper Frandsen i Københavns Politi.
ritzau




























