En god dag for Rokkestenen på Bornholm, der i en periode har været helt utrolig urokkelig. Det er fint for de fleste at være, men dumt, når man nu faktisk er en rokkesten, hvis eneste claim to fame er, at gæster i skoven Almindingen på Bornholm har kunnet få den tonstunge sten til at rokke. Men fordi gæsterne bruger grene, som de skubber ind under stenen, har den igen sat sig fast. Nu er det heldigvis slut, for et hold værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen ankom mandag til Bornholm for at gøre stenen rokbar. »Det er en win-win-situation, at vi kan levere en relevant øvelse til et hold værnepligtige og samtidig få en af de kendte bornholmske turistattraktioner til at leve op til sit navn igen«, siger skovrider siger Søren Friese fra Naturstyrelsen på Bornholm ifølge DR. Stenen ligger i øvrigt og flyder, fordi den for 10.000 år siden blev ført med indlandsisen under istiden. Og lige om lidt kan den rokkes med.
En dårlig dag for Ivanka Trump, der bliver gjort nar af på sociale medier efter et, hvad skal man sige, knap så flatterende videoklip fra G20-topmødet. Klippet viser Ivanka, der forsøger at møve sig ind i en samtale med den engelske premierminister, Theresa May, den franske præsident, Macron, den canadiske premierminister, Justin Trudeau, og chefen for Verdensbanken, Christina Lagarde. På klippet er den blonde førstedatter noget mere interesseret i at tale med dem end de med hende. Det har fået internettets Jørgen Clevin’er til at gå i gang med PhotoShop, så Ivanka også får mast sig ind i verdenshistoriens store øjeblikke. På en stol ved siden af Churchill til Jalta-konferencen. Spankulerende på stilletter gennem bølgerne til D-dag. Ved Martin Luther Kings ’I Have A Dream’-tale. Kan man ikke blive en del af samtalen, kan man da altid blive gjort til grin.




























