Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Fire er kommet til skade, efter at bil kolliderer med letbanetog

De fire tilskadekomne befandt sig alle i denne bil, som stødte sammen med letbanetoget.  Foto: Per Øxenholt/Ritzau Scanpix
De fire tilskadekomne befandt sig alle i denne bil, som stødte sammen med letbanetoget. Foto: Per Øxenholt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der har lørdag formiddag været et sammenstød mellem en personbil og et tog på letbanen i Trustrup på Djursland.

Det oplyser Østjyllands Politi.

På Twitter skriver politiet, at fire personer er kommet til skade. Heraf er to alvorligt kvæstede. Alle fire befandt sig i personbilen, og dermed er ingen passagerer i toget kommet noget til.

De tilskadekomne er bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Togdriften mellem Hornslet og Grenaa indstillet

Trafikselskabet Midttrafik oplyser på sin hjemmeside, at driften på letbanen mellem Hornslet og Grenaa er indstillet på grund af politiets arbejde i Trustrup.

Mellem Odder og Hornslet kører letbanen kun en gang i timen i hver retning.

Midttrafik arbejder på at indsætte erstatningsbusser.

Trustrup ligger 13 kilometer sydvest for Grenaa, der er endestation på den letbanestrækning, der går fra Aarhus til Grenaa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her