En person har søndag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke på Egensevej i Mou øst for Aalborg, oplyser vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.
»To biler er kørt sammen, og en person er afgået ved døden. Ulykken er sket klokken 14«, fortæller han.
De pårørende er endnu ikke underrettet, og vagtchefen vil derfor ikke give yderligere oplysninger om den dræbte. Dog fortæller han, at der er tale om en voksen.
Ved ulykken, som skete ud for sommerhusområdet Skellet, blev yderligere tre personer kvæstet.
Nordjyllands Politi har spærret vejen af ved ulykkesstedet, så politi og redning kan arbejde uforstyrret.
Blandt andet skal en såkaldt bilinspektør foretage tekniske undersøgelser på stedet med henblik på at belyse omstændighederne ved ulykken nærmere.
Ulykken er den tredje trafikulykke med dødelig udgang i denne weekend. Lørdag omkom to personer i forbindelse med ulykker i henholdsvis Hejring ved Hobro og på Køgevejen mellem Køge og Stevns.
ritzau
fortsæt med at læse




























