Mor og datter fløjet til Rigshospitalet efter badeulykke

Lyt til artiklen

En kvinde og to piger fik tirsdag aften alvorlige problemer, da de var ude at bade ved Hornbæk i Nordsjælland.

»Vi fik klokken 19.21 en melding via 112 om, at tre personer, der befinder sig omkring 100 meter ude i vandet, forsøger at kæmpe sig i land«, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi.

En redningshelikopter, redningsbåde og politi blev sendt til stedet. Politiet var lige i nærheden og nåede først frem.

»De to piger er kommet i land, og kort efter lykkedes det også kvinden at komme ind, men hun mister bevidstheden, da hun når strandkanten«, siger Dan Houtved.

Politifolkene yder førstehjælp, indtil helikopteren med en læge ankommer til stedet.

Ifølge Nordsjællands Politi trak kvinden selv vejret, men var ikke ved bevidsthed. Onsdag morgen kunne de oplyse, at kvinden er uskadt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her