Helikoptere og redningsbåde ledte forgæves efter fisker

Lyt til artiklen

Efter flere timers søgen i Skagerrak har Forsvarets søredningstjeneste indstillet eftersøgningen af en savnet fisker i Skagerrak nordvest for Hirtshals.

To helikoptere og flere kystredningsbåde var sat ind i eftersøgningen af fiskeren, som natten til torsdag faldt over bord fra en fiskerbåd.

»Der blev slået alarm klokken 03.41 i nat fra et fiskerfartøj, som havde mistet kontakten med et andet fartøj. Det viser sig, at personen på båden er faldet over bord«, sagde Lars Skjoldan, presserådgiver for Forsvarskommandoen, torsdag morgen.

Bådene var i gang med at sætte garn i nærheden af hinanden cirka 22 sømil nordvest for Hirtshals.

Kystredningsstationerne i Hirtshals, Hanstholm, Thorup Strand og Skagen sendte redningsbåde ud i håbet om at finde den savnede mand.

Et af Forsvarets patruljeskibe satte også kurs mod området, ligesom to redningshelikoptere fra flyvestationerne i Aalborg og Skrydstrup blev tilkaldt.

Lars Skjoldan kan ikke give nogen vurdering af, hvad sandsynligheden for at finde fiskeren i live er.

»Det tør jeg simpelthen ikke gætte på. Man kan sige, at vandet er varmt, og forholdene derude er rigtig gode. Nærmere end det kan jeg nok ikke komme det«, lyder det fra Lars Skjoldan.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her