En person er anholdt i sag om mistænkeligt dødsfald

Lyt til artiklen

Et dødsfald på Schaldemosevej i Ringsted undersøges som mistænkeligt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi sent mandag aften i en kortfattet pressemeddelelse.

En person er anholdt i forbindelse med sagen, oplyser politiet.

Ifølge det lokale medie sn.dk er en kvinde fundet dræbt af knivstik i et lejlighedskompleks, der er kendt som Trekanten 2 på Schaldemosevej.

Den anholdte blev ifølge mediets oplysninger tidligere på aftenen blev ført bort fra stedet i håndjern.

Tidligere mandag citerede TV Øst et vidne for, at nogle naboer har hørt tumult fra lejligheden, samt at en person blev ført væk i dna-dragt.

Politiet har været til stede på adressen siden klokken 19 med efterforskere og kriminalteknikere.

»Supplerende pressemeddelelse forventes udsendt i morgen, når politiets undersøgelser på stedet er afsluttet, hvorfor politiet i øjeblikket ikke kan oplyse yderligere om sagen, skriver politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her