Folk på elløbehjul styrter på stribe i hovedstadsområdet

Foto: Louise Herrche Serup/POLFOTO
Foto: Louise Herrche Serup/POLFOTO
Lyt til artiklen

Over 100 mennesker er indtil videre i år kommet slemt til skade i københavnsområdet i ulykker, som de har været impliceret i, mens de kørte på elløbehjul.

Det skriver Berlingske.

Typisk har de fået skader i ansigtet efter at være styrtet med hovedet forrest.

Der har også været flere episoder, hvor folk er kommet til skade uden selv at have været ude at køre, men er faldet over elløbehjul, der har været smidt på fortovet – eller er blevet påkørt af ét.

Det fremgår af en opgørelse fra Region Hovedstaden over antallet af 'løbehjulsrelaterede skader', som akutberedskabet har sendt ambulancer ud til eller henvist til akutmodtagelserne.

»Der har meldt sig en helt ny patientgruppe på banen med ret alvorlige skader«, siger forsker Stig Nikolaj Blomberg fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden til avisen.

Spiritus har også vist sig at være en faktor i flere uheld med elløbehjul. Over en tredjedel af dem, der kom til skade, var således alkoholpåvirkede.

De mange ulykker bør ifølge Stig Nikolaj Blomberg kalde på en eller anden form for regulering af brugen af elløbehjulene.

Fungerende bygge- og teknikborgmester i København, Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten, kalder ulykkestallene fra Region Hovedstaden »stærkt bekymrende«.

Hun vil presse på for, at der skrides ind mod elløbehjulene for eksempel med krav om, at de påmonteres alkolås, og at der indføres en hastighedsgrænse på seks kilometer i timen i dele af København.

»Jeg håber, at den nye transportminister kigger seriøst på de nye ulykkesstatistikker og går i dialog med kommunen og politiet om at få lavet de nødvendige restriktioner«, siger Karina Vestergård Madsen til Berlingske.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her