Foreløbig er dansk økonomi sluppet overraskende godt fra Donald Trumps handelskrig. De seneste tal fra Danmarks Statistik er fra maj og viser en stigning på 8,4 procent i eksporten for årets første fem måneder i forhold til samme periode sidste år. Men regningen er på vej, og den bliver dyr for dansk økonomi, især hvis optrapningen fortsætter.
Det er overraskende, at vi har mærket så lidt til handelskrigen indtil nu. Danmark er et af de lande i verden, der er mest afhængig af eksport. Næsten hver tredje dansker arbejder i en eksportvirksomhed, og den udgør med OECD’s mål over halvdelen af Danmarks bnp. Dansk økonomi og det danske velfærdssamfund er fuldstændigt afhængig af, at eksporten kan levere sit bidrag til væksten.




























