Frygten for en global recession var det helt dominerende tema på aktiemarkederne i den forløbne uge, og alt tyder på, at den ikke forsvinder fra overskrifterne foreløbig. Frygten deles af mange af de største danske eksportvirksomheder, og det får dem til at rebe sejlene og gøre klar til storm. Men den lave rente er også en trussel mod indtjening og beskæftigelse i de danske banker.
På aktie- og obligationsmarkederne har der været råbt ’ulven kommer’ længe, men nu er der hårde data, som leverer ammunition til pessimisterne. Den lange rente på 10-årige amerikanske statsobligationer blev lavere end den korte på tre måneder, ofte et varsel om recession. Nye tal viste, at Tyskland var i recession i andet kvartal, og verdenshandelsorganisationen WTO kom med nye tal, som indikerer en svækkelse af den globale handel også i indeværende kvartal. Det store kursfald var – det er fristende at sige for en gangs skyld – ikke hysterisk.




























