Elever blev bedt om at blive væk mandag morgen. Politiet efterforsker bombetrussel.

Bombetrussel lukkede Odense Tekniske Gymnasium i flere timer

Lyt til artiklen

Mange elever på Odense Tekniske Gymnasium fik en ufrivillig hjemmedag mandag, fordi en eller flere havde sendt en bombetrussel.

Som følge af truslen rykkede politiet ud og lavede afspærringer, som først blev ophævet klokken 13.30, oplyser Fyns Politi.

Bombetrussel mod Odense Tekniske Gymnasium

Bombetruslen blev modtaget på skolen klokken 04.39, oplyser politiet, som dog ikke går i detaljer om truslens formuleringer.

Odense Tekniske Gymnasium, der har adresse på Munkebjergvej, har flere end 700 elever, fremgår det af uddannelsesinstitutionens hjemmeside.

Forsøger at finde frem til personen bag truslen

Politiet varslede allerede om morgenen, at undersøgelserne ville stå på i flere timer. Det holdt stik. Bombehunde og Forsvarets eksperter blev tilkaldt for at deltage i operationen.

Andre politifolk forsøger at finde frem til den person, der stod bag truslen. Man arbejder ’på fuld kraft med efterforskningen af truslen’, lyder det.

Med jævne mellemrum rammes gymnasier og andre skoler af alvorlige trusler. Sidste år var der mindst 12 tilfælde, kunne DR i januar oplyse.

At komme med den slags alvorlige trusler giver som regel en fængselsstraf.

Tidligere i år blev en 27-årig mand idømt fængsel i 20 dage, efter at han i et opslag på Facebook havde truet med at sprænge Hovedbanegården i København i luften.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her