En dykker, der søndag over middag forsvandt under et internationalt dykkerstævne ved Storebæltsbroen, er afgået ved døden.
Der er tale om en 31-årig mand fra Portugal, der tidligere har været med til at vinde mesterskaber i undervandsjagt.
Han blev senere samme dag fundet i vandet og fløjet til Rigshospitalet, men hans liv stod ikke til at redde. Det bekræfter Mikkel Kjærgaard, vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
»Han er beklageligvis afgået ved døden«, siger han ud på eftermiddagen.
Klokken 12.50 blev sagen anmeldt til politiet, og klokken 13.17 modtog det en melding om, at han var fundet og var ved at blive løftet op af vandet.
Vagtchefen kan ikke sige, hvorvidt manden var i live, da han blev fundet.
»Jeg ved, at der blev arbejdet på ham, efter at han blev reddet op, og at han på Rigshospitalet blev erklæret død«, siger Mikkel Kjærgaard.
Det er endnu uvist, hvad der gik galt, siden den 31-årige mand forsvandt under konkurrencen. Det skal undersøges nærmere de kommende dage.
Blandt andet skal mandens dykkerudstyr tjekkes, og det skal afklares, hvorvidt manden var erfaren dykker.
En meget erfaren dykker
Ifølge Dansk Sportsdykker Forbund var den 31-årige en meget erfaren dykker.
Han har de seneste tre år været med til at vinde nationale mesterskaber, og han blev ifølge forbundet regnet for at være blandt de bedste atleter i verden inden for sin sport.
Forbundet fortæller, at det var under stævnet Euro-African Spearfishing Championships, der er afrikanske og europæiske mesterskaber i undervandsjagt, at den 31-årige forsvandt.
Stævnet blev afholdt omkring Fyn, hvor snorkeldykkere konkurrerede i en fiskekonkurrence. Her deltog flere landshold i kampen om at fange de største fisk.
Efter at den 31-årige forsvandt, blev en redningsaktion sat i gang med deltagelse af både Forsvaret, Marinehjemmeværnet og civile skibe i området. Også den portugisiske mands holdkammerater deltog i eftersøgningen.
Det var en redningsbåd fra Korsør, som fandt dykkeren i vandet.
De pårørende er underrettet.
ritzau




























