Jeg kom ind på banen som en grønskolling i 1987, hvor hele den gamle generation stadigvæk kørte. Mit første seksdagesløb i udlandet var i Münster, hvor jeg blev hentet ind som reserve i sidste øjeblik og skulle være makker med Martin Pinz fra Tjekkoslovakiet. Det var den gamle løbsdirektør Jan Derksen, der ringede til mig og sagde: »Jens, du kan køre med i Münster, men du skal være klar klokken syv. Sieben Uhr! Og du kan få stort set ingenting for det«.
Okay, det gjorde jeg så. Jeg pakkede min lille Peugeot 205 og tog en kammerat med i bilen til at hjælpe mig med at navigere ned gennem Tyskland. Da vi fandt messehallen, var den kvart i syv, og løbet begyndte klokken syv. Pludselig stod der en tysk vagt i uniform og bad om Ausweis, altså adgangsbillet. Det havde jeg ikke, så jeg forsøgte at forklare, at jeg var reserve og var kørt helt fra Danmark.


























