Når man fredag klikker ind på Googles startside, bliver man mødt af en dansk hyldest.
Søgemaskinen har nemlig valgt at fejre den danske bakteriolog Hans Christian Gram, som fredag ville være fyldt 166 år.
Hans Christian Gram blev kendt for at opfinde den såkaldte gramfarvning, hvor man inddeler bakterier ud fra en farvemetode.
Med farvemetoden blev det gjort muligt at inddele bakterier i gram-positive og gram-negative bakterier. Forskellen lå i bakteriernes cellevægge, der var forskellige i deres opbygning.
Ved brug af farvemetoden kunne man hurtigt og nemt blandt andet foretage en diagnosticering af bakterieinfektioner.
Hans Christian Gram nåede at blive 85 år. Han døde 14. november 1938.
ritzau



























