Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har skrinlagt alle planer om at have et udrejsecenter for kriminelle, udviste udlændinge på øen Lindholm i Stege Bugt.
Men nu skylder han ifølge Dansk Folkeparti svar på, hvor de så skal være.
Det siger udlændinge- og integrationsordfører for partiet, Pia Kjærsgaard.
»Jeg synes, det er trist, at planerne nu blive stoppet. Og jeg må jo nu spørge Mattias Tesfaye om, hvor han så planlægger at afviste, kriminelle udlændinge skal være.
»Jeg håber ikke, at de fortsat skal være på Kærshovedgaard, hvor de skaber stor utryghed for de omkringboende danskere, siger Pia Kjærsgaard.
Ministeren skriver i sin begrundelse, at det er uforholdsmæssigt dyrt at lave et udrejsecenter på øen, hvilket vil koste omkring en million kroner per beboer årligt.
»Jamen det er endnu dyrere at beholde dem i Danmark. Og den kriminalitet, de begår, fordi de ustandseligt kommer ud i samfundet, koster også mange penge.
»Det er helt grotesk, at man pludselig taler om pris. Det plejer hverken Socialdemokratiet eller de røde støttepartier at gøre, siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:
»Hvis det er pengene, det kommer an på, så send dem hjem. For det er dyrt at have kriminelle udlændinge i Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse



























