Regeringen vil droppe sparekrav på uddannelser

»Vi vil give institutionerne stabile rammer i stedet for hele tiden at skulle lede efter nye steder at spare. Det er et vigtigt første skridt«, siger Ane Halsboe-Jørgensen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
»Vi vil give institutionerne stabile rammer i stedet for hele tiden at skulle lede efter nye steder at spare. Det er et vigtigt første skridt«, siger Ane Halsboe-Jørgensen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Regeringen foreslår at stoppe de årlige faste besparelser på uddannelse - det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Hvis forslaget bliver stemt igennem i den kommende finanslov, vil det betyde, en annullering af besparelser på 300 millioner kroner i 2020 på de videregående uddannelser.

»Uddannelse er det, vi lever af, og endeløse besparelser sænker selvfølgelig kvaliteten og giver en usikkerhed omkring kvaliteten. Derfor vil vi gerne stoppe omprioriteringsbidraget«, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Pengene skal findes fra skat på mobiler, bo- og gaveafgift og aktieudbytte, lyder det i forslaget.

Her foreslår regeringen konkret at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften, droppe skattelettelse på arbejdsgiverbetalt telefon og bevare det nuværende loft for aktiesparekontoen, som den tidligere regering ønskede at hæve.

» Vi investerer i velfærd og uddannelse i den her finanslov. En af de vejen til at finde pengene er at sige, at den skat mange betaler for fri telefon, den bevarer vi i stedet for at fjerne den, som den gamle regering har lagt op til«, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ifølge ministeriet er et stop af omprioriteringsbidraget ikke det samme, som at uddannelserne får flere penge.

» Vi vil give institutionerne stabile rammer i stedet for hele tiden at skulle lede efter nye steder at spare. Det er et vigtigt første skridt«, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her