En dreng på seks år, en anden dreng på otte samt en 11-årig pige er forsvundet fra en skole i Randers.

Politihunde leder efter tre forsvundne skolebørn

Lyt til artiklen

N.B: Børnene er fundet igen. Se en opdateret version her.

Politifolk med hunde leder mandag efter tre børn, der er forsvundet fra Oust Mølleskolen i Randers.

En dreng på seks år, en anden dreng på otte samt en 11-årig pige er væk.

En stedfortrædende skoleleder oplyser til Randers Amtsavis, at politiet leder efter de tre børn med hjælp fra hunde. Skolen ligger ved en skov i Randers Nord.

Drengene Liam på seks og Nicklas på otte blev omkring klokken otte kørt til skolen af en taxa, som satte dem af nær indgangen, oplyser politiet.

Tilsyneladende gik de ikke ind på selve skolen, oplyser Østjyllands Politi.

Pigen Betricia forlod på et senere tidspunkt skolen.

Politiet fik anmeldelse om sagen klokken 10.30. Alt tyder på, at de af egen fri vilje er gået fra stedet, lyder det i en pressemeddelelse, som er udsendt omkring klokken 12:30.

I et forsøg på at opspore børnene har politiet rundsendt efterlysningen også til bus- og taxaselskaber.

Den offentlige omtale har fået en del respons fra borgere. Men nogle risikerer at genere politiets eftersøgning.

»Det er vigtigt, at I følger vores anvisninger i området, så I ikke kommer til at gå i vejen for vores hunde og betjente«, skriver politiet på Twitter ved 13-tiden.

En mor til en af drenge har lagt et billede af sin søn ud på Facebook i håb om, at han hurtigt bliver fundet.

Oust Mølleskollen er en heldagsskole og familieskole. Politiken har været i kontakt med skolen, som ikke ønsker at oplyse yderligere.

Politiet har lagt følgende signalementer ud af børnene:

6-årig dreng:

Dansk af udseende
Ca. 120 cm høj, spinkel af bygning
Lyst kort hår, blå øjne
Iført grå jakke, grå joggingbukser med hvid stribe langs begge bukseben, blå kondisko

8-årig dreng:
Dansk af udseende
Ca. 135 cm høj
Kort mørkt hår, mørke øjne

11-årig pige:
Dansk af udseende
Ca. 160 cm høj
Mellemblond hår sat op i hestehale
Iført mørkeblå bluse med gul sommerfugl, hvid/sort ternet jakke, grå cowboybukser, hvide kondisko

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her